# Praktiske råd

Fødsel, isbind og stramme trusser

Så kom lillemanden til verden, og hvilken oplevelse det var. Helt surrealistisk og helt fantastisk. Det var en underlig fornemmelse, at skulle hjem fra hospitalet. Det var ligesom her det gik op for mig, at ”Nåh ja han skal med hjem” og nu står vi altså med en livslang forpligtigelse, en rar men også lidt angstprovokerende følelse. Men hvis vi nu tager en dag af gangen, mon så ikke det går!?

Før fødslen gik jeg til fødselsforberedelse, hvor vi bl.a. lavede forskellige vejrtrækningsøvelser, fortrinsvis via nogle lydfiler som vi hørte hjemme, så det var heldigvis ikke, som man ser på amerikanske film, hvor man sidder og gisper i et forum af andre gravide og deres mænd 🙂 Desuden var der fokus på bevægelse af bækkenet, hvilket også var øvelser, vi skulle bruge under veerne for at gøre plads til barnet, og de to ting tror jeg virkelig hjalp mig.

Jeg brugte rigtig meget min vejrtrækning under veerne og prøvede at lægge mit fokus der fremfor på smerterne, det virkede for mig, og kan kun anbefales. Hvis du tænker, at ovenstående fødselsforberedelse kunne være noget for dig, kan jeg godt anbefale Mindful Moving. Du kan også se en video her hvor hun fortæller om åndedrættet, og hvordan du kan træne det.

Fødslen var lang, men heldigvis gik alt, som det skulle uden komplikationer og kun lattergas som smertelindring…meeeen det var sku hårdt arbejde! Efterfølgende var jeg MEGA træt i alle muskler i kroppen og var også meget øm forneden, længere tid end jeg regnede med. Jeg fandt dog ud af, at det som kunne afhjælpe mest var isbind. Isbind er bare et almindeligt bind man putter vand på, lægger det i en pose og ind i fryseren. Når det er frosset, tager man et stykke stof, eventuelt en ren sok som ikke skal bruges mere, og lægger isbindet i, så man ikke lægger bindet direkte på huden og risikere forfrysninger, av av! Da jeg også havde en del tyngdefornemmelse i underlivet, var kombinationen af isbind og nogle stramme underbukser, som kunne støtte, en rigtig god ting for mig. Ja charmerende var jeg bestemt ikke, men hvis det kan hjælpe andre, så er det altså værd at dele!:-)

Kombinationen af smerter, alt for lidt søvn, usikkerhed om hvorvidt man nu gør det rigtige, er ikke noget der gør godt for ens hjerne. Jeg ved nu virkelig, hvad det vil sige, at have ammehjerne og det er altså skræmmende! Jeg glemmer rigtig mange ting, og særligt når jeg er ude for husets fire vægge fungere hjernen stort set ikke! Jeg har bl.a. præsteret at gå i Rema1000 købe EN ting og så fandme glemme den!!! Sammen dag overførte jeg penge til en forkert og opdagede det kun, fordi vedkommende spurgte hvorfor jeg havde overført til ham, hvortil jeg svarede “det har jeg da heller ikke!?”, men jo det havde jeg altså. Skræmmende!!

Jeg tror ikke, der er en bekymring, vi ikke har været igennem! Eksempelvis hvorvidt den lille nu har det for varmt, for koldt, er han for gul i huden, spiser han for lidt, tager han på, hikker han for meget, er hans afføring normal osv. osv. Og oveni det, kom også bekymring for amningen! For ja det er altså hårdt arbejde (som jeg også har skrevet i et andet blogindlæg) og det tog meget energi fra mig. Jeg føler mig stadig ikke dus med det og han er nu lidt over 4 uger! Jeg kan stadig blive frustreret over, at jeg skal stå klar med ”buffeten”, lige når han kalder, og det går altså ofte fra søvn direkte til voldsom gråd. Der er ikke noget forvarsel, hvilket er ret stressende, især når vi er ude!

En anden ting som er meget frustrerende er, at jeg  endnu ikke føler, at jeg kender ham. Jeg kan ikke aflæse hans signaler og ved hvad hans gråd betyder, så når han græder, føles det nogen gange som om, han skriger til mig, at jeg er en dårlig mor!!! Jeg bliver simpelthen SÅ frustreret og føler mig total uduelig og magtesløs og det gør bestemt ikke usikkerheden mindre.

Så kombinationen af det hele gør, at det til tider stadig kan virke uoverskuelig, men som en bekendt sagde til mig ”prøv at sig til dig selv, at det er KUN en periode – det skal nok blive bedre”. Det kan faktisk godt hjælpe at tænke på, især når man er presset og overskuddet ikke lige er der. I bund og grund er det vel også kun fordi, man er så glad for sin baby, at den lille kan få de følelser frem i en – var man ligeglad, ville det jo ikke røre en så meget. Det skære bare i hjertet! Så konklusionen er vel, at det er okay at have negative/dårlige tanker. Jeg tror ikke, der er nogen der kommer igennem det uden, men det betyder altså ikke, at man er en dårlig mor..måske tværtimod!