# Babyudstyr, Praktiske råd

Barnevogn – en jungle af muligheder

Lille pige går med klapvogn

Jeg brugte rigtig lang tid på at surfe på nettet, for at finde ud af hvilken barnevogn vi skulle vælge, og det er jo en jungle af muligheder. Der er så mange forskellige meninger, mærker osv. og jeg blev egentlig ikke så meget klogere, bare mere frustreret over alle de forskellige modeller og meninger – hvordan skulle jeg nogensinde kunne vælge én!?

Derfor har jeg lavet denne side, med de ting jeg fandt relevant, hvilket forhåbentlig kan hjælpe dig til at finde den rigtige barnevogn, uden at du skal blive for frustreret og bruge oceaner af tid på at søge på nettet.

Det vi endte med at gøre og som fungerede godt for os, var at finde ud af hvilke behov vi ønskede, at barnevognen skulle dække, skrive dem ned og så rive en dag eller to ud af kalenderen, og køre ud i nogle udvalgte butikker med listen, og se de modeller som matchede vores behov.

Jeg selv valgte 3 forskellige steder (BabySam, Barnevognshuset på Frederiksberg og Pif-Paf på Østerbro), men der er mange andre kæder man kan vælge eks. Ønskebørn og Kære børn. Det vigtigste for os var bare at se nogle forskellige modeller, prøve at gå med dem, tjekke om de kunne være i bilen, hvordan højden passede to os begge m.m. Og så kan man jo selv bestemme, om man vil købe barnevognen i en butik, eller om man vil handle over nettet, købe brugt eller købe i udlandet hvor der kan være penge at spare (personligt kan jeg godt lide, at jeg har en fysisk butik, jeg kan gå ned i, hvis der opstår problemer).

Nedenfor har jeg samlet de punkter, vi kom frem til var væsentlige for vores valg af barnevogn:

  • Hvad er jeres behov? Find f.eks. ud af om du vil have en kombivogn, dvs. en som kan bruges til nyfødte, og senere kan fungere som klapvogn og evt. løbevogn, eller har I kun brug for en barnevogn. Du kan læse for og imod på Babybusiness.dk. Hvis du vælger en kombivogn så være opmærksom på, om klapvognsdelen kan lægges helt ned, så barnet kan sove i den.
  • Er der kroge til sele også i klapvognsdelen
  • Hvor stort et liggemål skal barnevognen have – hvis du vil bruge den i lang tid, skal du tænke på størrelsen af liggemål, brede og dybde
  • Kan den være i bilen, og er det let af afmontere hjulene og kassen
  • Hvor meget vejer den
  • Passer den i højden til både dig og din partner
  • Er den god at gå med, og vær opmærksom på at styret ikke sidder for tæt på selve barnevognskassen, så det gener dig, når du går i forhold til længden af dine skridt
  • Bremser den godt
  • Er den vind og vandtæt
  • Kan hjulene rotere og låses
  • Hvilke dæk har den – punkterfri eller normale dæk. Dette er relevant i forhold til hvad barnevognen skal bruges til og i hvilket terræn. Oplys dine behov i butikken og de vil kunne fortælle hvad der er bedst for dig at vælge
  • Hvor meget plads er der under barnevognen
  • Når du har fundet en barnevogn kan du evt. tjekke på nettet om den har været afprøvet i nogen test evt. TÆNK.dk

Der er som sagt rigtig mange forskellige hjemmesider, der prøver at hjælpe dig til at finde den helt rigtige barnevogn. Jeg fandt nogle forskellige sider, som opsamlede det hele og hjalp mig til at afdækkede mine behov, så jeg kunne gå ud i butikken med min liste 🙂 Babybusiness.dk har f.eks. en huskeliste til køb af barnevogn.

Når, men hvad endte vi så med at købe? Vi valgte en kombivogn “Baby Jogger City Elite”, da vi har en meget lille bil med et meget lille bagagerum (peugeot 107). Derfor ville vi ikke have en stor barnevognskasse, og vognen skulle kunne være i bagagerummet. Og så kunne den oveni købet bruges til at løbe små ture med, og styret kunne justeres i højden – jeg er 1,53 cm. og min kæreste er 1,84 cm! Vi købte liften til stellet, så den skal vi have med i bilen til at starte med, men så snart den lille bliver lidt større og kan nøjes med at bruge klapvognsdelen, kan den være i bagagerummet.