# Babyudstyr

Autostol – et ømtåleligt emne

Autostol

Ja, så kom vi til den næste store beslutning, og det synes jeg var et lidt ømtåleligt emne. Du vil sikre dit barn bedst muligt, det er der jo ingen, der kan være uenige i, men samtidig er der også en økonomi at tage hensyn til. Åhh ja jeg var igen i vildrede, hvordan skulle jeg vælge!

Køb brugt kræver tillid
Jeg havde egentlig hele tiden tænkt mig, at jeg ville købe en brugt autostol, men jeg undersøgte alligevel lidt mere om det på nettet, inden jeg kastede mig ud i det, og det gjorde mig selvfølgelig bare mere usikker. Men jeg kom dog frem til, at det indebære, at du har fuld tillid til den du køber autostolen af, fordi du skal være helt sikker på, at den ikke har været involveret i uheld, da den ellers skal kasseres. Samtidig fandt jeg to forskellige hjemmesider bl.a. Rådet for sikker trafik, som skriver, at en autostols levetid er omkring 10 år, hvilket også var budskabet på den anden hjemmeside. Så den måtte altså heller ikke være alt for gammel.

Gode hjemmesider til valg af autostol
De hjemmesider vi brugte meget i vores søgen var autostol.dk, som viser en oversigt over, hvilke stole der har været bedst i test og der er også en guide til valg af autostol. Man skal dog tænke sig lidt om, i forhold til de tests der bliver lavet, for selvom en stol har vundet bedst i test, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er den mest sikre stol, men det er den bedste stol, ud af de stole de har valgt at teste!

Vores valg
Med alle de informationer blev min kæreste og jeg enige om at finde et kompromis, hvilket betød, at vi købte en ny autostol. Ikke den dyreste, som vi havde set på til at starte med, og som havde vundet bedst i test 2014, men stadig en stol der havde et godt ry, levede op til de gældende sikkerhedskrav og ikke havde dumpet i test. Det vi gik efter var en sikker bagudvendt stol med isofix, som nedsætter risikoen for fejlmontering, og derved øger sikkerheden for barnet, og så skulle den selvfølgelig passe i bilen og ikke være alt for tung.